onsdag den 27. august 2008

Jeg har i sommerferien læst.....

Jeg har spurgt et par af skolens ansatte, hvad de har læst i sommerferien: Peter Jørgensen, pedel fortæller: " Jeg har læst Tom Wismann´s bog: "Vestvolden - fra fæstningsværk til idyl". Efter en skovtur til Vestvolden, blev jeg interesseret i at læse om Vestvoldens historie, og her kunne studiecentret heldigvis tilbyde flere spændende bøger, bl. a. Wismann´s. Her kunne jeg læse om, hvordan Kbh. kunne forskanse sig mod angreb sydfra, og hvordan Vestvolden blev bygget ved håndkraft over 4 år: 1888 - 1892. Man får i bogen et godt indblik i forholdene på det tidspunkt, hvor krigen var lige udenfor døren, og man ikke havde moderne hjælpemidler. Jeg har efterflg. forgæves forsøgt at købe bogen, men den er ikke mere i handlen, så det er dejligt, den nu står i bibliotekets bogskab."

Nynne Afzelius, lærer har læst "Feynman´s Lectures" og beretter: " Feynman er, som alle naturligvis ved, en kendt amerikansk fysiker og matematiker. Han har udgivet en række populærvidenskabelige værker, hvor han på humoristisk vis viser, hvad man kan med matematik og et veltrænet hoved. Læs f.eks. "Surely You Must Be Kidding, Mr. Feynman" (gad vide om biblioteket har den....). "Feynman´s Lectures on physics" er et noget mere seriøst værk, der gengiver en forelæsningsrække, som Feynman holdt for førsteårsstuderende i fysik. De er nydeligt gengivet, og man kan slå op under enkelte emner - afhængig af hvad der interesserer en. Det matematiske niveau er nok over, hvad de fleste elever mestrer, men der er god inspiration til f.eks. studieretningsprojekter og også god underholdning til lærere der ønsker sig lidt ny inspiration. Kun 2 biblioteker i Danmark ejer den bog, her er Nørre G´s minsandten det ene."

Fagre nye digitale verden, tjek lige denne boghandel: http://zoomii.com/#

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hans Chr. skriver: Før sommerferien læste jeg en monografi fra Århus Universitet om Skjern Å. Ivan Nielsen og Hans-Henrik Schierup "Skjerne Å" (Århus 2007). Værket fortæller om arkæologisk, topografiske, politiske, historiske, geografiske og biologiske forhold i forbindelse med udretning og genslyngning af denne store jyske å, der har sit udspring øst for Brande og løber ud i Ringkøbing Fjord.
Eksperter på hver deres felt beretter om alt fra bebyggelse og aralanvendelse ved åen i de seneste 2000 år, over den politiske beslutningsproces ved genslyngningen (genopretning ville i denne sammenhæng være misvisende)af åen, flora og fauna, kvælstofforurening og -fjernelse til detaljerede undersøgelser af sandmuslingebestanden og vandrankes udbredelse i å-systemet. Her er med andre ord emner med interesse for alle fagområder og således en oplagt inspiration til et at-projekt måske med en indlagt ekskursion til det vestjyske.
Efter genslyngningen er laksebestanden vokset betragteligt - pak fluestangen og afsted på feltarbejde!

Susanne Rose Nielsen sagde ...

Og den spændende bog kan man låne i studiecentret!

Venlig hilsen Susanne.