onsdag den 16. december 2009

Læs, læs, læs....

I juleferien kan man f.eks. fornøje sig med lidt læsning i en af bøgerne fra studiecentret.

Her er en liste over de sidste par måneders nye bøger og en kort omtale af et par af årets anskaffelser: Ideer vi lever på er en essaysamling om videnskabsteori, videnskabsfilosofi og humaniora i videnssamfundet. Den kan læses i uddrag og indeholder essays såvel om ledelse som om retorik. Den kan også læses med udbytte i forhold til AT.

Fernando Savater's bog: De 10 bud i det 21.århundrede er endnu et eksempel på et filosofisk tilbud til julen, dog af lidt lettere karakter. Med udgangspunkt i Moses 10 bud og samtaler med en rabbiner og en katolsk præst giver Savater sin udlægning af, hvad 10 bud kunne være i dag. Bogen er anvendelig i spansk, religion og filosofi.

Mønsterbryder er en række TV-programmer, der følger mennesker der er endt i en helt anden løbebane end deres familiemæssige baggrund lagde op til. Der er flere interessant skæbner at følge, og udsendelserne kan f.eks. anvendes i samfundsfag eller psykologi.

Naja Marie Aidt's samlede digte 1991-2008 er et godt bud på en mulighed for at plukke lidt i dette forfatterskab, der er blandt de mest anerkendte danske i samtiden og altid repræsenteret blandt danskopgaveskrivende elever på skolen.

The white tiger af Arvind Adiga er en satirisk roman om iværksætterkultur i Indien. Den er her omtalt på Litteratursiden.dk


God jul med We got it

mandag den 16. november 2009

Projekt Lib-guide - et samarbejde

Marianne Zibrandtsen, rektor ved Aurehøj Gymnasium skrev i DF Revy nr. 4, maj 2009 en artikkel: Hvordan er de nye studenter ,om hvordan gymnasiereformen har ændret bibliotekets rolle i forhold til gymnasieeleverne og lærerne.

Iblandt flere pointer nævner hun, at biblioteket har en kæmperolle at spille mht.at sikre sig, at lærerne kender til de gode kilder, samt at lærere og bibliotekar i fællesskab må sikre sig, at elevernes kritiske sans udvikler sig og give dem gode færdselsregler til nettet.

I en anden artikkel i bladet skriver Susanne Nielsen, bibliotekar ved Holstebro Tekniske Skole om værktøjet Lib-guide, der har til formål at bedre udviklingen af elevernes informationskompetence. Det er udviklet i et samarbejde med fagfolk indenfor undervisning, biblioteker og e-læring. Værktøjet er målrettet ungdomsuddannelserne og fungerer som en platform for videndeling for gymnasiebibliotekarer og lærere ved at give adgang til det materiale, der bliver lagt ind, og give mulighed for at bruge og redigere det.

Lib-guide er stadig en betaversion og har endnu mangler især på designsiden, men det opfylder det som Olof Sundin (2006) kalder at skabe en kontekstuel fleksibilitet, idet Lib-guide er en fælles og frit tilgængelig værktøjskasse, hvor både lærer og bibliotekar kan fylde på.

I den evaluering der blev afsluttet for et år siden og i den efterfølgende mastermodulopgave af Susanne Nielsen konkluderedes det, at Lib-guide hjælper til at strukturere undervisningen, at den medierer samarbejdet mellem lærer og bibliotekar, og at Lib-guide ikke kan stå alene men skal anvendes som blended learning.

En videreudvikling af Lib-guide kan give ungdomsuddannelserne det værktøj til udvikling og evaluering af informationskompetence, som de videregående uddannelser har haft i SWIM og UB-testen.

onsdag den 28. oktober 2009

København Læser

Tag med dine elever d. 6.-12 november til København Læser - masser af litteraturoplevelser for børn og voksne. Den store event er et samarbejde mellem Københavns Biblioteker, Gyldendal, Dansk forfatterforening, Det Kongelige Bibliotek, LiteraturHaus, BogForum og Københavns City Center.

Her er alt fra litterære byvandringer til lyrik på recept, sms-digte, bogdating, boguddeling, forfatterarrangementer, oplæsning med musik og meget mere.

Blandt de mere spetakulære emner er der oplæsning af "Hvad skete der den nat?" af Thomas Aagaard Skovmand på Illums toiletter og lyrikgudstjeneste i Trinitatis Kirke.

Her i området på Husum Bibliotek kan man opleve Lars Johansson fortælle om sin bog: Signe og Rushy Rashid holde foredrag ud fra overskriften: Fra pakistaner til paki-daner.

Programmet kan hentes i studiecentret, på lærerværelset og på Københavns Biblioteker.

Se desuden liste over nye bøger på Nørre Gymnasium

onsdag den 7. oktober 2009

Google Books - vor tids Alexandria.

Google Books, der er blot en af Googles mange specialsøgemaskiner, indeholder nu omkring 7 mill. bøger på 40 sprog og er dermed det største indskanningsprojekt nogensinde. Der er endnu ikke meget på dansk i basen men rigtig mange engelsksprogede titler, da ophavsretloven er noget mere liberal i USA. F.eks. kan man sågar finde bøger fra de store amerikanske universiteter, der først skal udgives i næste uge!

Af de 7 mill. titler ligger en hel del som fuldtekst til download i pdf-format. F.eks. Thomas Moores Utopia, som ikke er i handlen mere. Andre ligger med Limited Preview - her skal man være opmærksom på, at det ofte betyder, at hele bogen er der men hver 20. side f.eks. springes over, altså en slags saboteret udgave!

Under alle omstændigheder er det ofte de væsentligste uddrag, der vises fra en bog. Man kan med fordel søge på et citat et par sider før det, der er udeladt, så snupper den også de sider, der var udeladt i begrænset søgning!

Vær opmærksom på at Bibliotek.dk og Google Books linker til hinanden. Desuden linkes til anmeldelser og hjemmesider fra den søgte bog. Vælg avanceret søgning i books.google.com, så kan du søge på teksten i bøgerne. Det er ret enestående, at man kan søge som fritekstsøgning i digitaliserede bøger.

I Europeana der er det europæiske sidestykke til Google Books går indskanningen meget langsommere, og indholdet er ofte meget smalle og specielle, ældre bøger fra et lille sprogområde, mens det i Google er helt nye titler.

Forlaget Museum Tusculanum er et af de eneste danske forlag, der har ladet Google Books indscanne deres bøger. I dag har forlaget omkr. 50.000 besøg om måneden i teksterne. Samarbejdet har betydet, at forlagets bøger lever længere og når længere ud. Vi kan håbe, at også andre danske forlag lader sig inspirere.

I Book Search kan du samle kapitler fra mange bøger om samme emner og lave dit eget bibliotek. Finde definitioner og opslag og citater "hvor sagde hvem hvad?"

Det er ofte en stor fordel at bruge specialsøgning i Google, da det giver et mere fokuseret søgeresultat.

Prøv også andre af Googles søgemaskiner: Images - god til portrætter, News - aktuelle nyheder blot ikke de danske men her kan du bruge Yahoo News. Maps - kort og satellitfotoer, Google Earth: Kørselsvejledninger, vejr mm., Google Directory: Emnekatalog, Blog Search, Video: TV-programmer og videoer, Scolar: Akademisk - stærk indenfor naturvidenskab, Patent Search: Patenter i USA og Finance Business Info - finansnyheder, og endelig Product Search: Internethandel.

onsdag den 16. september 2009

Nye bøger

Det er længe siden, der er blevet lavet en nyhedsliste, men nu er den her. Bemærk at tv.programmer også optræder blandt de nye materialer.

Se nye bøger september 2009

Fra utopi til virkelighed er en tekstsamling, der belyser Utopibegrebet - et emne der ofte figurerer i projektopgaver mm. Her er utrolig mange anvendelige tekster indenfor såvel det definerende i forhold til utopi som indenfor underkategorier som samfund og individ, samliv, børn, uddannelse,arbejde, menneske-teknologi-natur. Her er forfattere fra Platon til Per Stig Møller, fra Thomas Moore til Hans Scherfig.

Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter er en samling af moderne danske lægenoveller skrevet af 12 kendte forfattere bl.a. Jens Blendstrup, Lars Frost, Pia Juul. Her er stof til en sjov dansktime eller blot alm. weekend hygge. Fra forordet bringes flg. citat ...så fast, at hun ikke længere var i tvivl...Hun mærkede hans brede brystkasse, da han begærligt kyssede hende. I kittellommen fornemmede hun en bog. Tænk, at han også læste bøger! Hun overgav sig til sin drømmelæge uden flere bekymringer.

Medier og turisme er en bog, der ser på mediers betydning for turisme. Den består af en række artikler, der omhandler emner som krimi-turisme, paradisforestillinger, virtuel turisme, turisme historisk og sociologisk set. Den handler altså bredt set om turisme og er anvendelig f.eks. i forhold til det tværfaglige emne rejsen.

Bemærk også de mange DR2 udsendelser om 1800 tallet eller den økonomiske krise. Se og reserver fra nyhedslisten eller kom og kig på udstillingstårn og hylder.

Kommende emner på denne blog er Googles specialsøgeværktøjer, EBO, Lib.guide.dk

søndag den 30. august 2009

Med i DEFF

1.januar 2009 blev de almene gymnasier, VUC og SOSU-skolerne en del af DEFF: Danmarks elektroniske fag og forskningsbiblioteker, og dermed har Undervisningsministeriet fået samlet alle uddannelsesbibliotekerne under sin hat.

Inden det kom dertil, havde et udvalg, som jeg selv deltog i, udarbejdet er notat hvor vi nåede frem til fem fokusområder for fremtidens biblioteksudvikling på ungdomsuddannelserne:

Informationsforsyning: F.eks. licenspakker og digitalisering af undervisningsmateriale.

Teknisk platform: Et fælles standardiseret katalogiserings- og søgesystem.

Informationskompetence: Udvikling af et fælles (lærer, elev, bibliotekar) værktøj til støtte for undervisningen i informationskompetence i lighed med f.eks. SWIM på universitetsbibliotekerne.

Det samarbejdende biblioteksvæsen: Herunder deltagelse i Danbib og den nationale kørselsordning.

Efteruddannelse mhp. at udvikle et integreret samarbejde mellem faguddannede bibliotekarer og lærere.

Anbefalingerne skal ses på baggrund af, at netop ungdomsuddannelserne tegner sig for et yderst broget billede mht. biblioteksområdet, og det er selvsagt problematisk, da det giver en skævvridning af mulighederne for at vurdere eleverne på et ensartet grundlag. DEFF kan være med til at sikre en standardisering af området.

Professor Niels Ole Pors' (Danmarks Biblioteksskole) grundige undersøgelse fra 2007 af gymnasieelevers biblioteksbrug viste, at to trediedele af de unge bruger folkebiblioteker og deres skolebibliotek jævnligt, og eleverne på stx er langt flittigere biblioteksbrugere end eleverne på hhx og htx. Det er derfor glædeligt, at DEFF nu har fået midler til at opprioritere licensområdet på de almene gymnasier og igangsætte projekter målrettet de nye indsatsområder.

Kilde: Peter Rubeck: "Værd at vente på?" og Knud Holck Andersen: "Det almene gymnasium og voksenuddannelsen med i DEFF" i Bibliotek og Medier nr. 2, juni 2009.

Se også "Notat om gymnasierne, VUC og SOSU-skolerne i DEFF" på www.deff.dk

onsdag den 12. august 2009

Hvad har du læst i sommerferien?

Har du lyst til at dele en læseoplevelse fra ferien med andre elever og lærere på Nørre G., så kan du enten skrive et par ord her på bloggen, eller hente et postkort i studiecentret, som vi efterflg. hænger op på en opslagstavle til inspiration for resten af skolen.

Som en indledning kan jeg fortælle lidt om et par af de bøger, jeg selv har læst i ferien: Perlmann´s fortielser af den schweiziske forfatter Pascal Mercier. Det er hans anden bog oversat til dansk, og ligesom den første
Nattog til Lissabon er den grundig, dyb og meget velskrevet.

Perlmanns fortielser handler om en berømt sprogforskers genvordigheder, da han i forbindelse med en konference for lingvister pludselig får en skriveblokering, og bliver ude af stand til at levere den tekst han forventes at fremlægge. Den akademiske verdens præstationskrav driver ham til at planlægge et mord på en kollega, og hvordan det går, skal jeg ikke røbe her.

Så har jeg læst Eksil af Jacob Ejersbo - bogen der er udgivet efter forfatterens død foregår i Tanzania, hvor vi følger teenageren Samantha, der som barn af hvide tilflyttere er vokset op i landet, hvor hun lever en tilværelse præget af druk, pjækkeri, vold, tilfældig sex, narko mm. Som i Nordkraft skildrer Ejersbo det hårde liv ligepå og uden mange forsonende elementer.

Jeg er brødrene Walker - den nyeste af jan Kjærstad har jeg læst ca. halvdelen af, så opgav jeg. Den er skrevet på en meget springende, causerende måde med et undertiden let opstyltet sprog, synes jeg. Hvis nogen er kommet igennem den, så sig til. Jeg var meget begejstret for hans trilogi: Forføreren, Erobreren, Opdageren og kunne også lide hans roman Tegn til kærlighed.

Lige nu læser jeg tegneserien V for Vendetta, da jeg så filmen i sommerferien og fandt den åndeløst spændende, og romanen Lilla Hibiscus af den afrikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie kendt for en halv gul sol. Bogen er en samfundsskildring fra Nigeria og foregår i en katolsk familie, hvor faren lider af religionsvanvid. Historien fortælles af datteren Kambili, der som sin bror udsættes for farens meget specielle opdragelsesmetoder. Hos en faster oplever de friheden, og noget ændrer sig. Bogen er en rigtig pageturner, og den måde den er skrevet på, gør at man vanskeligt kan lægge den fra sig.

Hent et postkort, eller skriv her hvad du har læst i ferien......

torsdag den 18. juni 2009

Sommerferie - læs en bog!

Snart er det sommerferie, og så er det farvel til eksamenslæsning og goddag til ferielæsning.

Har studiecentret mon anskaffet noget i dette skoleår, du kan have fornøjelse af i sommerferien, eller har vi bøger, du ville have elsket at læse for længst! Ork ja.

Det er måske tid at genopfriske barndommens Tarzanbøger, så har vi købt den første på engelsk: "Tarzan of the Apes" af Edgar Rice Burroughs. En rigtig klassiker og så får du også trænet dit engelske.

En hurtig læst lille filosofisk bog er: "Kald mig Fishmael" af Jay Nussbaum. En historie om at finde frem til sine dybeste værdier, og om at leve i overensstemmelse med strømmen i én selv. Bogen er både sammenlignet med "Den lille prins" og "Den gamle mand og havet".

Vil man afslutte dagen med et digt kan man nyde et arabisk andalusisk digt fra samlingen: "Poems of Arab Andalusia" om hvilke der står på bagsiden "Whose idea is more subtle than the West Wind, and whose language is more beautiful than a fair face".

Man kan også nyde Oscar og hans originale dominikansk-amerikanske familie fra New Jersey - en varm og sjov bog af Junot Díaz: The brief wondrous life of Oscar Wao.

Eller man kan benytte ferien til at genlæse en klassiker som George Orwell's: "1984", der her i år 25 år efter 1984 har fået en del omtale bl.a. i Politiken, hvor Nils Thorsen d. 13/6 skriver: "En roman, der siden den udkom - for 60 år siden - har stået som et monument over det 20. århundrede og dets ismer og ikke mindst deres afledte forbandelser.

En roman fuld af originale ideer og iagttagelser.

George Orwells dystre samfundsprofeti og afklædning af totalitarismens væsen og virkemidler er siden sin udgivelse i 1949 blevet prist som en af de fineste romaner i et århundrede, er den dag i dag en bestseller og blev for to år siden kåret af avisen The Guardians læsere som det 20. århundredes ' absolutte bog'. Og med god grund."

Eller man kan give sig i kast med en naturvidenskabelig krimi: "Dinosaurens fjer" af Sissel-Jo Gazan, hvor plottet er en uenighed mellem biologer, om hvorvidt fuglene nedstammer fra dinosaurerne. Det lyder specielt, og romanen er da også meget anderledes end noget andet, jeg har læst, men netop det gør den spændende, og den er velskrevet og en rigtig pageturner.

I dette skoleår er studiecentrets udlån steget 53,6 procent - skal vi holde det næste år, eller endnu bedre forbedre det, så lån en bog - bøger er in!

Man kan selvfølgelig også hente inspiration på sit lokale biblioteks hjemmeside, hvor bibliotekarer anmelder bøger, her på Husum Bibliotek: Personalet anbefaler

Eller man kan bruge ferien til at studere den digitaliserede kulturarv på kulturperler.kb.dk - Danmarks nye nationale portal, og indgang til samlinger der hidtil kun har eksisteret i fysisk form.

God ferie!

onsdag den 13. maj 2009

Nye bøger i biblioteket

Her kan du se listen over nye bøger, der er købt siden begyndelsen af marts:
Nye bøger på Nørre G.'s bibliotek

På listen er en række TV udsendelser bl.a. flere udsendelser (Liv i renæssancen) om betydningsfulde personer fra renæssancen og DR2's mange udsendelser om den økonomiske krise: "Penge, magt og krise" samt "Velkommen til krisen" og "Klar besked om krisen".

Så har vi købt de sidste bind i serien Ideernes bagmænd om Faraday, Hertz, Lehmann, Meitner, Brahe, Banting, Best og Röntgen. Bøgerne er meget anvendelige indenfor historisk fysik, og serien er nu komplet i biblioteket.

Knud Vilby's "Global vækst - globale kriser" er omtalt i Gymnasieskolen nr.8 fra 2009. Vilby bogen er oplagt at anvende i tværfaglige sammenhænge f.eks. i biologi, samfundsfag, historie, geografi, kemi.

onsdag den 22. april 2009

DR.gymnasium

Danmarks Radio's arkiv giver adgang til en række udsendelser, der er tilrettelagt til undervisningsbrug i gymnaiet. Der er ikke tale om hele udsendelser men highlights og pointer skruet sammen, så det er anvendeligt til undervisningsbrug.

Nørre Gymnasiums Bibliotek abonnerer på http://www.dr.dk/gymnasium/

Du får adgang via dit personlige Uni.C login ved at vælge log på mediebiblioteket fra startsiden. Her har du så mulighed for at søge på konkrete udsendelser eller få et overblik over emner. De 6 store emnekategorier er samfund, historie, naturfag, medier,fremmedsprog,kulturliv. Herunder er der opgaveaktuelle emner som drivhuseffekt, Golfstrømmen, Berlinmuren, Vietnamkrigen, Universet, Den spanske Borgerkrig og meget mere.

Hele udsendelser fra DR1 og DR2 køber jeg på opfordring fra Center for Undervisningsmidler.

mandag den 23. marts 2009

European Library

The European Library er en gratis service, der giver adgang til 48 nationalbiblioteker i Europa på 32 sprog. Det har eksisteret siden 2005 men bliver løbende udbygget. Det indeholder såvel digitale som bibliografiske ressourcer, lydfiler, billeder, kort, film mm.

Man kan søge via samlinger, biblioteker eller browse via emne eller søge konkret på en ressource. Umiddelbart har jeg uden at skulle registrere mig haft held med at finde flere fine malerisamlinger og indskannede tegninger og illustrationer i god kvalitet.

Det kunne være sjovt at se, hvad man får adgang til, hvis man går ind og registrerer sig som bruger, og om større e.tekster er tilgængelige. Det bliver en anden dag.....

The European Library kan f.eks. bruges som forberedelse til studieture, hvor man kan besøge særlige samlinger i de byer, man skal til. Eller til at lokalisere ressourcer, der ikke er tilgængelige herhjemme. Se nærmere på European Library

torsdag den 5. marts 2009

Nye bøger i studiecentret

Den længe ventede bog: "Videnskab & Virkelighed: Videnskabsteori for gymnasiet" af Bjarne Troelsen er nu endelig kommet. Bogen er delt op i 3 hovedafsnit: Første del der giver en kortfattet indføring i elementær videnskabsteori og kan bruges af alle alderstrin. Det afsnit kan suppleres med artikler fra ordbogen bagerst.

Vil man gå dybere i emnet, består hoveddelen (2.del) af bogen af videnskabernes idehistorie. Disse afsnit kan bruges uafhængigt af hinanden og såvel tværfagligt som enkeltfagligt. Det er bogens intention at stimulere refleksion over videnskab, fag og metoder.

Endelig indeholder bogen også cases om dilemmaer, paradokser der lægger op til diskussion. Se anmeldelse fra Gymnasieskolen

Nye bøger i studiecentret

torsdag den 19. februar 2009

Litteratursiden.dk

Lise Vandborg - chefredaktør på Litteratursiden.dk skriver flg. til medlemmerne om de ændringer, der er sket på Litteratursiden.dk, der anvendes dagligt af mange gymnasieelever og dansklærere.


"Litteratursidens 800.000 brugere har nu mulighed for en helt ny og aktiv rolle på siden. På den nye version af siden kan brugeren finde alt det nuværende indhold - blot bliver det via en enklere navigation nemmere at finde det man søger. Litteratursiden 2.0. er baseret på sociale teknologier, og brugerne kan ud over at diskutere bøger i de digitale læseklubber, rate, kommentere og anbefale bøger samt oprette egen blog, boghylde og etablere læsevenner. Desuden giver den nye side mulighed for at etablere læseklubber i det fysiske rum på bibliotekerne. Vi har også oprettet en lyrikwiki, da vi ønsker at sætte mere fokus på den smalle litteratur.
Læs Jens Hofman Hansens anmeldelse af den nye side:
http://www.orakel.dk/litteratursiden-hviler-ikke-paa-laurbaerene/

Litlab - få sidens kode og indhold
Et andet tiltag hvor vi giver siden videre til brugerne er, at vi tilbyder at udlevere koden til den nye side til professionelle brugere, som er interesserede i at skabe deres eget community i stil med Litteratursiden eller udforme deres egen version af Litteratursiden. Siden er bygget i open source systemet Drupal som giver gode muligheder for at udveksle data med andre hjemmesider. Ud over at gøre kode og indhold tilgængelig kan vi udlevere en liste over de anvendte Drupalmoduler til brugere, der måtte være interesserede i at arbejde med denne.
Læs mere om Drupal på http://drupal.org/

onsdag den 4. februar 2009

Artikel kopier nu gratis i Bibliotek.dk

Dansk Bibliotekscenter meddeler i sit nyhedsbrev, at du nu har mulighed for at bestille kopier fra godt 30.000 tidsskrifter fra Statsbiblioteket via bibliotek.dk. Disse artikler sendes som elektroniske kopier til din mailboks inden for få minutter – eller en til to hverdage, hvis artiklen endnu ikke er scannet ind. Læs hele pressemeddelelsen her http://www.dbc.dk/nyheder/dbc_nyheder/Ny-og-let-adgang-til-kopier-af-tidsskriftartikler.dk
Husk at bruge den særlige artikelsøg funktion.


Heldigvis fører digitaliseringen med sig, at man efterhånden kan hente det meste i Bibliotek.dk, hvor der længe også har været henvisninger til relevante internetlinks.

mandag den 19. januar 2009

Nye bøger

Der er indgået en hel del nye bøger i biblioteket - alle velanmeldte - siden sidste nyhedsliste i november. Jeg vil kort omtale nogle få: "Europa i forandring: En grundbog om EU´s politiske og retlige system." Dette er grundbogen om EU lige nu. Er den for uddybende har vi naturligvis også Hans Branners bog om EU, der henvender sig til de gymnasiale uddannelser.

"Det ufattelige liv" er kommet i en 3. udgave. Den handler om evolutionsbiologi og er meget omfattende. Den egner sig glimrende til tværfagligt samarbejde: Biologi, kemi, filosofi, religion.

"Hvad er god undervisning" af den tyske forfatter Hilbert Meyer giver råd og ideer til hvordan man som lærer udvikler en stil og metode præget af 10 kendetegn for god undervisning.

"Arkitektur der forandrer - fra ghetto til velfungerende byområde" tager sit udgangspunkt i forskellige byer i verden, hvor omdrejningspunktet er, hvordan vi skaber boliger, der kan leves i.

"Det ekstreme køn: Sport, politik og maskulinitet" af Hans Bonde handler om mænd og skulle ifølge bagsiden føje nye facetter til vores forståelse af denne art!

"Terror" af Michael Burleigh fokuserer på den del af terrorismen, som har impliceret den vestlige verden. Burleigh leverer et absolut ikke glorificeret syn på terrorisme.

"Kampen om København: Magt og demokrati i byens rum 1870-1901" af Jens Toftgaard giver en ny fortolkning af forfatningskampen 1870-1901.

"Den lodrette beståen" er en ny europæisk kultur- og idéhistorie, der kronologisk præsenterer kilderne til den vesterlandske kultur. Bogen tematiserer, at mennesket ikke kun lever vandret i nutiden, men også lodret i og af historien.

Den komplette liste over nye bøger kan ses her: https://www.booking.cu.dk/pls/bookit/pkg_www_misc.print_index?in_user_id=opac-uno-e&in_ca_list_type_id=10029&in_ca_literature_list_id=1162

onsdag den 7. januar 2009

At, Wikipedia og troværdighed

Wikipedia er et stadig voksende fænomen: I følge Wikipedia selv indeholder det nu over 12 mill. artikler, heraf er de 100.681 artikler på dansk.

I princippet kan alt indhold redigeres af hvem som helst når som helst. Du kan være anonym eller registreret bruger, men begge brugergrupper kan bidrage til indholdet.

En stor del af redigeringerne udføres af en lille procentdel af brugerne, f.eks. står 0,4% af de svenske WP brugere for 50% af redigeringerne.

Wikipedias troværdighed og autoritet skabes ikke, som vi kender det fra f.eks. Encyclopedia Britannica gennem forfatterens titler og baggrund men via forfatterens samlede bidrag. En forfatter som skal få fremgang i Wikipedia skal udover at vide noget om sit emne også vide, hvordan indholdet kan forhandles.

Ved at Wikipedia er tydelig med, at dets indhold kan være tvivlsomt, kan dets troværdighed øges - produktionen bliver transparent.

Wikipedias metadata skaber forudsætninger for brugeren for at bedømme indholdet.

Hvordan bedømmer man så troværdighed i Wikipedia:

Man ser på antallet af forfattere til en artikel, og på hvad de tidligere har produceret.

Mangler der NPOV - Neutral Point of View? "All Wikipedia articles and other encyclopedic content must be written from a neutral point of view, representing views fairly, proportionately and without bias"( Wikipedia 2007-04-18).

Er artiklen dårlig skrevet eller organiseret?

Hvordan ser diskussionen ud?

Findes der "disclaimer" - ansvarsfraskrivelser?


Som gymnasieelev kan I med fordel bruge WP., når I selv er godt inde i det emne, I skal finde information om, og derfor har forudsætningerne for at være kildekritiske på det konkrete område, men ellers vil jeg anbefale jer at bruge et anerkendt forlagsudgivent leksikon. Vi har på Nørre Gymnasium adgang til Den store danske Encyklopædi, der i øvrigt i år indfører brugerindlæg - dog ikke anonymt, til Aschehougs Leksikon via Skodadatabaserne, og det er det nyeste opdaterede digitale leksikon og til Encyclopedia Britannica såvel i bogform som i skoda.

Wikipedia er godt, men kun hvis man er interesseret i at bruge lang tid på kildekritik. Den tid kan du spare ved i stedet at bruge andre kilder, hvor artiklerne er peer reviewed, dvs. at fagfæller har vurderet artiklernes indhold og sagt god for kvaliteten.

Se her hvad Wikipedia selv svarer på kritik: http://da.wikipedia.org/wiki/Wikipedia:Svar_til_kritikere