onsdag den 16. september 2009

Nye bøger

Det er længe siden, der er blevet lavet en nyhedsliste, men nu er den her. Bemærk at tv.programmer også optræder blandt de nye materialer.

Se nye bøger september 2009

Fra utopi til virkelighed er en tekstsamling, der belyser Utopibegrebet - et emne der ofte figurerer i projektopgaver mm. Her er utrolig mange anvendelige tekster indenfor såvel det definerende i forhold til utopi som indenfor underkategorier som samfund og individ, samliv, børn, uddannelse,arbejde, menneske-teknologi-natur. Her er forfattere fra Platon til Per Stig Møller, fra Thomas Moore til Hans Scherfig.

Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter er en samling af moderne danske lægenoveller skrevet af 12 kendte forfattere bl.a. Jens Blendstrup, Lars Frost, Pia Juul. Her er stof til en sjov dansktime eller blot alm. weekend hygge. Fra forordet bringes flg. citat ...så fast, at hun ikke længere var i tvivl...Hun mærkede hans brede brystkasse, da han begærligt kyssede hende. I kittellommen fornemmede hun en bog. Tænk, at han også læste bøger! Hun overgav sig til sin drømmelæge uden flere bekymringer.

Medier og turisme er en bog, der ser på mediers betydning for turisme. Den består af en række artikler, der omhandler emner som krimi-turisme, paradisforestillinger, virtuel turisme, turisme historisk og sociologisk set. Den handler altså bredt set om turisme og er anvendelig f.eks. i forhold til det tværfaglige emne rejsen.

Bemærk også de mange DR2 udsendelser om 1800 tallet eller den økonomiske krise. Se og reserver fra nyhedslisten eller kom og kig på udstillingstårn og hylder.

Kommende emner på denne blog er Googles specialsøgeværktøjer, EBO, Lib.guide.dk