onsdag den 29. september 2010

e-bøger

Der findes efterhånden rigtig mange udmærkede indgange til elektroniske bøger og bøger på lyd, og de er værd at være opmærksom på, ikke mindst når de trykte bøger ikke kan lånes eller købes, og man har en større gruppe elever, der måske skal arbejde med den samme bog, eller en studieretningsopgave der skal skrives.

Jeg vil her nævne nogle af de mest oplagte indgange: ebib.dk er en dansksproget indgang til bøger indenfor mange emner. De mest repræsenterede er IT, økonomi, psykologi, pædagogik, undervisning og skønlitteratur. Bøgerne kan lånes i 8 dage og man logger sig ind med sit kommunebiblioteks login.

I ebogsbibliotek kan man låne bøgerne op til 30 dage. Her kan man også låne fag, skøn samt en del svenske bøger. Samme adgangsmåde som til ebib.dk.

netlydbog.dk kan man finde et stort udvalg af romaner til download til MP3.

Ebrary og Oxford University Press bruger jeg personligt rigtig meget i forhold til SRO og SRP. I førstnævnte er der et utroligt stort titeludbud og i sidstnævnte er der en meget høj kvalitet. Begge har stor emnemæssig bredde. Det kan være nødvendig at installere en e.reader, men det er meget nemt. Til IB elever er de uomgængelige. Se om dit folkebibliotek giver adgang.

Gratis på nettet ligger Gutenberg med e-bøger på mange sprog men overvejende engelsk. Af danske forfattere ligger der f.eks. mange værker af Herman Bang.

Google.books har jeg reklameret for før. Der er meget at hente, og det gode ved den er, at der også er mange nye bøger med, og så er det ofte det eneste sted, man kan finde en konkret titel.Her kan man f.eks. finde mange af Museum Tusculanums udgivelser eller Thomas Moores Utopia.

Bibliotekernes netguide har samlet en række gode links til gratis tilgængelige elektroniske tekster.

God fornøjelse.

onsdag den 1. september 2010

Nye bøger i studiecentret

Så er der kommet nye bøger i studiecentret, de kan ses på nyhedstårnet.

Arbejder man med emnerne Utopi eller demokrati, kan Thiedeckes bog:"Drømme eller mareridt" bidrage hertil med tekster fra antikken.

"Silhuet af en synder" af Leonora Christina Skov er et eksempel på en spændende, gotisk roman skrevet i nutiden.

"Krisetider" behandler økonomiske kriser historisk set og finanskrisen i dag globalt.

Læg mærke til at der på nyhedslisten er TV-programmer også. Vi har mulighed for at købe udsendelser fra DR og TV.2 og bruge dem i undervisningen. Sig til hvis du har set et program, du kunne tænke dig, vi fik.

Endelig vil jeg fremhæve novellesamlingen "Det du har om halsen" af den fremragende nigerianske forfatter Adichie, der nu også kaster sig over novellegenren.