torsdag den 6. december 2012

Se film på Filmstriben

Denne uges e.resurse er Filmstriben, hvor du kan se glimrende kortfilm, dokumentarfilm og børnefilm. Filmene er udvalgt af Det Danske Filminstitut, og der er adgang til dem fra IP adresser i Danmark, Grønland og Færøerne.

I forhold til SRP i samfundsfag er der f.eks. en hel serie af dokumentarfilm om fattigdom: Hvorfor fattigdom?
Til dansk er der f.eks. Bag Blixens maske, og på Filmstriben ligger der også de kendte film som Putins kys eller Ambassadøren.

Du kan se på Filmstriben, hvad der kræves af din pc - f.eks. skal du have installeret Silverlight player.

Du skal bruge et personligt Uni login, dette kan du bestille hos Torben Petersen i Lectio allersenest 48 timer før du skal bruge det.

Filmstriben virker fra alle computere men ikke mobile enheder som tablets og android. Husk at vælge Film i Undervisningen.

Du finder også link til Filmstriben fra bibliotekets e.resurser.



mandag den 26. november 2012

De litterære baser

Når du skal finde materiale til din SRP indenfor udenlandsk skønlitteratur, kan du bruge baserne fra Gale: Contemporary Authors og Contemporary Literary Criticism:

Under emnet "sidelights" finder du oftest det, der er interessant i forhold til din opgave. Vær opmærksom på om den forfatter du skal søge virkelig er "contemporary". Du kan også finde ikke engelsksprogede forfattere, f.eks. har jeg lige fundet noget om den franske forfatter Colette i dag til en elev.

I criticism finder du som navnet siger kritik og anmeldelser. Den kan være god til et konkret værk. Endelig har vi også adgang til Literature Resource Center , hvor du kan finde materiale om forfattere og værker, der ikke behøver være nulevende/ samtidige. Det er her, du kan finde materiale om Jane Austen f.eks. eller søge på bestemte genrer og tidsperioder.

Baserne er meget enkle at bruge, og du får adgang via bibliotekets hjemmeside eller her. På skolen umiddelbart, hjemmefra med password som du får i studiecentret eller finder i biblioteksrummet på intranettet.

fredag den 16. november 2012

Få adgang til 2000 engelske tidsskrifter i fuldtekst

MasterFILE Premier er den e.resurse fra Ebsco, der giver dig adgang til rigtig mange gode tidsskrifter indenfor alle mulige fag. Her er rigtig mange primær kilder (164.000), fotos, biografier mm. Det er her, du lige kan finde den tale, du mgl. til din SRP.

Læg mærke til, at mange af artiklerne er peer reviewed, hvilket betyder at en anden specialist på et område har sagt god for kvaliteten af indholdet i en artikkel. Peer reviewed er et kvalitetsstempel og giver dig god hjælp til din kildekritik.

I MasterFile kan man vælge at søge i en database med fokus på engelske og irske kilder. Det vil være relevant, hvis du har et emne, som er relateret til United Kingdom eller Eireland.

Alene det at du kan finde artikler fra tidsskrifter som Economist, Foreign Affairs, New Scientist og American Scientist gør basen interessant at besøge.

Du kan vælge at søge i et bestemt tidsskrift, som du gerne bruger kilder fra, og du kan vælge mellem en teksbaseret eller en visuel søgeinterface.

MasterFILE har en særlig oversættelsesfunktion, så er du udvekslingsstuderende fra Sydamerika, kan du få artiklen oversat til spansk.

Det allervigtigste er som altid, at du lige får sat flueben i fuldtekst under avanceret søgning.

Login og kode får du i studiecentret eller på intranettet.

mandag den 5. november 2012

Find naturvidenskabelige artikler i Science In Context

Science in Context er en af de mange gode databaser fra Gale, som vi har adgang til og faktisk den eneste naturvidenskabelige.

Den er nem at bruge - ligner i sin interface de andre Gale baser, og den er hovedkilden her på Nørre G. til at finde videnskabelige artikler indenfor fagområderne biologi, bioteknologi, kemi, fysik, matematik, geologi, astronomi, sundhed og sygdom, naturgeografi, teknologi, almen naturvidenskab og miljø. Den er desuden rigtig god at bruge, hvis man skal finde biografisk materiale om en naturvidenskabelig pioner eller forsker.

Går du ind i browse topic, får du et indtryk af, hvad der for nylig er opdateret. Der er mange muligheder, du kan f.eks. vælge kun at søge indenfor experiments, hvis du vil se, hvilke muligheder, der er mht. at lave et forsøg i kemi (prøv f.eks. med DDT), eller du kan vælge kun at søge i academic journals (prøv f.eks. OCD).

Husk i advanced search altid at sætte din søgning til fuldtekst.





onsdag den 24. oktober 2012

Ugens e.resurse: Global Issues in Context


Global Issues in Context er et digitalt tidsskrift med artikler om aktuelle og globale emner indenfor 8 topics, der næsten kan rumme alle emner, og den har alle verdensdele med.

Det er her, du finder det nyeste og mest opdaterede indenfor emner, der er hotte lige nu, f.eks. det amerikanske præsidentvalg.

I Advanced Search har du mulighed for at præcisere din søgning og læg mærke til, at basen indeholder såvel statistik som podcasts og ikke mindst primary sources.

Det er vigtigt, at du vælger artikler på et niveau, der passer til en SRP, dvs. i denne sammenhæng er det en god ide at vælge advanced level.

Der er forskellige typer af materiale, men får du for meget materiale, så prioriter academic journals, der er de videnskabelige artikler, hvor der oftest er en dybde i stoffet, der passer til en SRP.

Vær også opmærksom på, at der er mange videoudsendelser, der kan hjælpe til hurtigt at få en kort indføring til emnet.

Global Issues in Context er et af de få steder, hvor du kan finde kvalitets stof om bioetik og bioteknologiske emner.

Læg mærke til, at der nederst i et dokument er en fin source citation, du kan bruge til din litteraturliste. Se f.eks.: "LETTERS TO THE EDITOR; War of words." International Herald Tribune 6 Oct. 2006: 7. Global Issues In Context. Web. 24 Oct. 2012.


Jeg synes, at den især kan bruges i samfundsfag, engelsk og biologi men også i andre fag.

På denne side kan du se mere om GIC

Du kommer ind i GIC via studiecentrets hjemmeside. Adgang direkte fra skolen, hjemmefra via password du får i studiecentret.




mandag den 26. marts 2012

Kender du SkrivOpgave og Lektier-online?

Kender du nettjenesten SkrivOpgave.dk, der er en hjælp til opgaveskrivende elever. Her kan du få hjælp til problemformulering, forskellige opgavetyper, kildekritik, litteraturliste, og hvad man ellers kan få brug for, når man arbejder skriftligt. Især litteraturlistefunktionen er meget udbygget med eksempler på, hvordan du korrekt dokumenterer de forskellige typer af materialer,du har anvendt i din opgave.

Har du problemer i 1.g med dansk, engelsk eller matematik på c.niveau, kan du måske have glæde af lektier.online, der er en opgavehjælp til 6-10 klasse. Her kan du få hjælp til konkrete opgaver, men vær opmærksom på niveauet.

Der er kommet nye bøger og tv. programmer i studiecentret.

Her vil jeg kort omtale et par fra listen: At leve med kræft videregiver de reelle forskningsresultater, der er indenfor kræftforskningen på en almen tilgængelig måde. Samtidig gør den op med det irrelevante. En oplagt bog til et samarbejde psykologi/biologi, og anvendelig til når man arbejder med kildekritik.

Kvinderne i Ravensbrück er den første samlede fremstilling af de danske Ravensbrück-fangers historie. Bogen er interessant både som dokumentation af et stykke kvindehistorie fra 2. verdenskrig, og som skildring af lejrens organisation. Den har uddrag af flere primær kilder og en komplet kildeliste.

På dvd siden kan man f.eks. glæde sig over et program, der skildrer en gruppe unges arbejde med en danseforestilling under instruktion af den kendte koreograf Pina Bausch, der netop har været aktuel i biograf filmen Pina.

onsdag den 8. februar 2012

Brug e-resurser til AT

Når du skal søge litteratur til din AT synopsis, er du i konkurrence med hele resten af landet om at komme først til de rigtige bøger. Det er derfor en god ide at basere meget af din informationssøgning på digitale materialer, hvilket årets AT-resurserum også bærer præg af.

Hos Nørre G.´s bibliotekar kan du booke en tid til hjælp, hvis ikke du allerede har haft en SRP vejledning og nu har helt styr på den del.

Du kan på studiecentrets hjemmeside se de e.resurser, vi har adgang til. I studiecentret ligger koderne fremme. Til årets katastrofe emne kan du f.eks. bruge Skoda baserne : Infomedia til avisartikler i fuldtekst, Faktalink til konkrete katastrofer, f.eks. pirater i Somalia og deres kidnapninger. Gale til engelsksprogede artikler, f.eks. pesten - vær opmærksom på at mærke primary sources af, hvis du kun skal bruge primær kilder. Ebsco kan bruges til alle typer af emner som Gale. Glem ikke Science resource Center, hvor du kan finde kemifaglig eller biologifaglig vinkel på brugen af Agent Orange. Også i
Global Issues in Context kan du finde artikler om alverdens katastrofer.

I bibliotek.dk kan du med fordel lave en registersøgning på katastrofe til inspiration for aspekter på emnet.

Her kan du på nettet hente gratis digitaliserede bøger:
Google books , internet archive, Europeana, kulturperler fra Det Kongelige Bibliotek og endelig Runeberg og Gutenberg