søndag den 30. august 2009

Med i DEFF

1.januar 2009 blev de almene gymnasier, VUC og SOSU-skolerne en del af DEFF: Danmarks elektroniske fag og forskningsbiblioteker, og dermed har Undervisningsministeriet fået samlet alle uddannelsesbibliotekerne under sin hat.

Inden det kom dertil, havde et udvalg, som jeg selv deltog i, udarbejdet er notat hvor vi nåede frem til fem fokusområder for fremtidens biblioteksudvikling på ungdomsuddannelserne:

Informationsforsyning: F.eks. licenspakker og digitalisering af undervisningsmateriale.

Teknisk platform: Et fælles standardiseret katalogiserings- og søgesystem.

Informationskompetence: Udvikling af et fælles (lærer, elev, bibliotekar) værktøj til støtte for undervisningen i informationskompetence i lighed med f.eks. SWIM på universitetsbibliotekerne.

Det samarbejdende biblioteksvæsen: Herunder deltagelse i Danbib og den nationale kørselsordning.

Efteruddannelse mhp. at udvikle et integreret samarbejde mellem faguddannede bibliotekarer og lærere.

Anbefalingerne skal ses på baggrund af, at netop ungdomsuddannelserne tegner sig for et yderst broget billede mht. biblioteksområdet, og det er selvsagt problematisk, da det giver en skævvridning af mulighederne for at vurdere eleverne på et ensartet grundlag. DEFF kan være med til at sikre en standardisering af området.

Professor Niels Ole Pors' (Danmarks Biblioteksskole) grundige undersøgelse fra 2007 af gymnasieelevers biblioteksbrug viste, at to trediedele af de unge bruger folkebiblioteker og deres skolebibliotek jævnligt, og eleverne på stx er langt flittigere biblioteksbrugere end eleverne på hhx og htx. Det er derfor glædeligt, at DEFF nu har fået midler til at opprioritere licensområdet på de almene gymnasier og igangsætte projekter målrettet de nye indsatsområder.

Kilde: Peter Rubeck: "Værd at vente på?" og Knud Holck Andersen: "Det almene gymnasium og voksenuddannelsen med i DEFF" i Bibliotek og Medier nr. 2, juni 2009.

Se også "Notat om gymnasierne, VUC og SOSU-skolerne i DEFF" på www.deff.dk

onsdag den 12. august 2009

Hvad har du læst i sommerferien?

Har du lyst til at dele en læseoplevelse fra ferien med andre elever og lærere på Nørre G., så kan du enten skrive et par ord her på bloggen, eller hente et postkort i studiecentret, som vi efterflg. hænger op på en opslagstavle til inspiration for resten af skolen.

Som en indledning kan jeg fortælle lidt om et par af de bøger, jeg selv har læst i ferien: Perlmann´s fortielser af den schweiziske forfatter Pascal Mercier. Det er hans anden bog oversat til dansk, og ligesom den første
Nattog til Lissabon er den grundig, dyb og meget velskrevet.

Perlmanns fortielser handler om en berømt sprogforskers genvordigheder, da han i forbindelse med en konference for lingvister pludselig får en skriveblokering, og bliver ude af stand til at levere den tekst han forventes at fremlægge. Den akademiske verdens præstationskrav driver ham til at planlægge et mord på en kollega, og hvordan det går, skal jeg ikke røbe her.

Så har jeg læst Eksil af Jacob Ejersbo - bogen der er udgivet efter forfatterens død foregår i Tanzania, hvor vi følger teenageren Samantha, der som barn af hvide tilflyttere er vokset op i landet, hvor hun lever en tilværelse præget af druk, pjækkeri, vold, tilfældig sex, narko mm. Som i Nordkraft skildrer Ejersbo det hårde liv ligepå og uden mange forsonende elementer.

Jeg er brødrene Walker - den nyeste af jan Kjærstad har jeg læst ca. halvdelen af, så opgav jeg. Den er skrevet på en meget springende, causerende måde med et undertiden let opstyltet sprog, synes jeg. Hvis nogen er kommet igennem den, så sig til. Jeg var meget begejstret for hans trilogi: Forføreren, Erobreren, Opdageren og kunne også lide hans roman Tegn til kærlighed.

Lige nu læser jeg tegneserien V for Vendetta, da jeg så filmen i sommerferien og fandt den åndeløst spændende, og romanen Lilla Hibiscus af den afrikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie kendt for en halv gul sol. Bogen er en samfundsskildring fra Nigeria og foregår i en katolsk familie, hvor faren lider af religionsvanvid. Historien fortælles af datteren Kambili, der som sin bror udsættes for farens meget specielle opdragelsesmetoder. Hos en faster oplever de friheden, og noget ændrer sig. Bogen er en rigtig pageturner, og den måde den er skrevet på, gør at man vanskeligt kan lægge den fra sig.

Hent et postkort, eller skriv her hvad du har læst i ferien......

torsdag den 18. juni 2009

Sommerferie - læs en bog!

Snart er det sommerferie, og så er det farvel til eksamenslæsning og goddag til ferielæsning.

Har studiecentret mon anskaffet noget i dette skoleår, du kan have fornøjelse af i sommerferien, eller har vi bøger, du ville have elsket at læse for længst! Ork ja.

Det er måske tid at genopfriske barndommens Tarzanbøger, så har vi købt den første på engelsk: "Tarzan of the Apes" af Edgar Rice Burroughs. En rigtig klassiker og så får du også trænet dit engelske.

En hurtig læst lille filosofisk bog er: "Kald mig Fishmael" af Jay Nussbaum. En historie om at finde frem til sine dybeste værdier, og om at leve i overensstemmelse med strømmen i én selv. Bogen er både sammenlignet med "Den lille prins" og "Den gamle mand og havet".

Vil man afslutte dagen med et digt kan man nyde et arabisk andalusisk digt fra samlingen: "Poems of Arab Andalusia" om hvilke der står på bagsiden "Whose idea is more subtle than the West Wind, and whose language is more beautiful than a fair face".

Man kan også nyde Oscar og hans originale dominikansk-amerikanske familie fra New Jersey - en varm og sjov bog af Junot Díaz: The brief wondrous life of Oscar Wao.

Eller man kan benytte ferien til at genlæse en klassiker som George Orwell's: "1984", der her i år 25 år efter 1984 har fået en del omtale bl.a. i Politiken, hvor Nils Thorsen d. 13/6 skriver: "En roman, der siden den udkom - for 60 år siden - har stået som et monument over det 20. århundrede og dets ismer og ikke mindst deres afledte forbandelser.

En roman fuld af originale ideer og iagttagelser.

George Orwells dystre samfundsprofeti og afklædning af totalitarismens væsen og virkemidler er siden sin udgivelse i 1949 blevet prist som en af de fineste romaner i et århundrede, er den dag i dag en bestseller og blev for to år siden kåret af avisen The Guardians læsere som det 20. århundredes ' absolutte bog'. Og med god grund."

Eller man kan give sig i kast med en naturvidenskabelig krimi: "Dinosaurens fjer" af Sissel-Jo Gazan, hvor plottet er en uenighed mellem biologer, om hvorvidt fuglene nedstammer fra dinosaurerne. Det lyder specielt, og romanen er da også meget anderledes end noget andet, jeg har læst, men netop det gør den spændende, og den er velskrevet og en rigtig pageturner.

I dette skoleår er studiecentrets udlån steget 53,6 procent - skal vi holde det næste år, eller endnu bedre forbedre det, så lån en bog - bøger er in!

Man kan selvfølgelig også hente inspiration på sit lokale biblioteks hjemmeside, hvor bibliotekarer anmelder bøger, her på Husum Bibliotek: Personalet anbefaler

Eller man kan bruge ferien til at studere den digitaliserede kulturarv på kulturperler.kb.dk - Danmarks nye nationale portal, og indgang til samlinger der hidtil kun har eksisteret i fysisk form.

God ferie!

onsdag den 13. maj 2009

Nye bøger i biblioteket

Her kan du se listen over nye bøger, der er købt siden begyndelsen af marts:
Nye bøger på Nørre G.'s bibliotek

På listen er en række TV udsendelser bl.a. flere udsendelser (Liv i renæssancen) om betydningsfulde personer fra renæssancen og DR2's mange udsendelser om den økonomiske krise: "Penge, magt og krise" samt "Velkommen til krisen" og "Klar besked om krisen".

Så har vi købt de sidste bind i serien Ideernes bagmænd om Faraday, Hertz, Lehmann, Meitner, Brahe, Banting, Best og Röntgen. Bøgerne er meget anvendelige indenfor historisk fysik, og serien er nu komplet i biblioteket.

Knud Vilby's "Global vækst - globale kriser" er omtalt i Gymnasieskolen nr.8 fra 2009. Vilby bogen er oplagt at anvende i tværfaglige sammenhænge f.eks. i biologi, samfundsfag, historie, geografi, kemi.

onsdag den 22. april 2009

DR.gymnasium

Danmarks Radio's arkiv giver adgang til en række udsendelser, der er tilrettelagt til undervisningsbrug i gymnaiet. Der er ikke tale om hele udsendelser men highlights og pointer skruet sammen, så det er anvendeligt til undervisningsbrug.

Nørre Gymnasiums Bibliotek abonnerer på http://www.dr.dk/gymnasium/

Du får adgang via dit personlige Uni.C login ved at vælge log på mediebiblioteket fra startsiden. Her har du så mulighed for at søge på konkrete udsendelser eller få et overblik over emner. De 6 store emnekategorier er samfund, historie, naturfag, medier,fremmedsprog,kulturliv. Herunder er der opgaveaktuelle emner som drivhuseffekt, Golfstrømmen, Berlinmuren, Vietnamkrigen, Universet, Den spanske Borgerkrig og meget mere.

Hele udsendelser fra DR1 og DR2 køber jeg på opfordring fra Center for Undervisningsmidler.

mandag den 23. marts 2009

European Library

The European Library er en gratis service, der giver adgang til 48 nationalbiblioteker i Europa på 32 sprog. Det har eksisteret siden 2005 men bliver løbende udbygget. Det indeholder såvel digitale som bibliografiske ressourcer, lydfiler, billeder, kort, film mm.

Man kan søge via samlinger, biblioteker eller browse via emne eller søge konkret på en ressource. Umiddelbart har jeg uden at skulle registrere mig haft held med at finde flere fine malerisamlinger og indskannede tegninger og illustrationer i god kvalitet.

Det kunne være sjovt at se, hvad man får adgang til, hvis man går ind og registrerer sig som bruger, og om større e.tekster er tilgængelige. Det bliver en anden dag.....

The European Library kan f.eks. bruges som forberedelse til studieture, hvor man kan besøge særlige samlinger i de byer, man skal til. Eller til at lokalisere ressourcer, der ikke er tilgængelige herhjemme. Se nærmere på European Library

torsdag den 5. marts 2009

Nye bøger i studiecentret

Den længe ventede bog: "Videnskab & Virkelighed: Videnskabsteori for gymnasiet" af Bjarne Troelsen er nu endelig kommet. Bogen er delt op i 3 hovedafsnit: Første del der giver en kortfattet indføring i elementær videnskabsteori og kan bruges af alle alderstrin. Det afsnit kan suppleres med artikler fra ordbogen bagerst.

Vil man gå dybere i emnet, består hoveddelen (2.del) af bogen af videnskabernes idehistorie. Disse afsnit kan bruges uafhængigt af hinanden og såvel tværfagligt som enkeltfagligt. Det er bogens intention at stimulere refleksion over videnskab, fag og metoder.

Endelig indeholder bogen også cases om dilemmaer, paradokser der lægger op til diskussion. Se anmeldelse fra Gymnasieskolen

Nye bøger i studiecentret